Birgit Helen Jørgensen (1947)

Illustratoren og designeren Birgit Helen Jørgensen er uddannet som illustrator på Akademiet for Fri og Merkantil Kunst i 1972 og arbejdede senere som designer for Stenders Kunstforlag.

Hun har tegnet adskillige ark med kravlenisser. Nogle af hendes nisser er små billeder, som klippes ud med baggrunden i behold. Jeg har kendskab til 15 kravlenisseark tegnet af Birgit Helen, men der kan jo sagtens være flere.

Alle nisserne på disse ark er tegnet som gammeldags nisser. Birgit Helen har tilsyneladende ladet sig inspirere af svenske tegnere og deres "tomter". Hendes nisser er ganske udbredt flere steder i Europa.

Af andre juleprodukter  kan nævnes sprællemænd, julekort, servietter, julekalendere og meget mere.

Birgit Helen har en stor produktion af bl.a oliemalerier bag sig. Inspirationen synes især at være blomster og heste. Hun har i mange år levet af jobbet som selvstændig grafisk designer.

Birgit Helen har en fortid hos Hertz og A.P. Møller og hun var i en årrække ansat på Rigshospitalets hudafdeling, hvor hun arbejdede sammen med professor Asboe-Hansen. Det forløb gav Birgit Helen viden om bl.a bivirkninger ved cortison og penicillin. Den baggrund samt et møde med en indianerkvinde i USA udmøntede sig senere i udviklingen af det prisbelønnnede naturprodukt: Life Spice Vital.