Mig og kravlenisserne

Mit navn er Finn Dalsgaard Nielsen. Årgang 1954. Gift med Bodil, som hjælper mig med research og redigering på disse sider. Bosiddende i Viborg Kommune.

Min fascination af kravlenisser blev grundlagt, da jeg kun var en knægt i førskole-alderen.

Jens Christian Christensen hed min højt skattede bedstefar. Han blev født på Mors i Vester Assels i 1891 og døde i Øster Assels et par kilometer derfra 73 år senere.

Det var hos ham, jeg i begyndelsen af 60´erne stiftede bekendtskab med de kravlenisser, som blev indbegrebet af jul for mig og siden har været mine favoritter blandt så mange andre af slagsen.

Kravlenisserne var købt i Brugsen i Øster Assels og blev hver december hængt op i bedstefars lille stue på 1. sal i "Pinse-huset" (Pinsebevægelsens ejendom), hvor han boede til leje. For god ordens skyld skal nævnes, at han ikke havde noget med Pinsebevægelsen at gøre. (Fotografiet af min bedstefar nedenfor stammer fra 1965 - man aner en bid af "Pinsehuset" t.v.)

Der skulle gå en halv menneskealder, før kravlenisserne blev en hobby og interessen for tegnerne bag figurerne med flapperne intensiverede sig. Noget af det første jeg erfarede var, at tegneren til mine yndlings-kravlenisser hed Dam. Aage Marius Dam, skulle det senere vise sig. Du kan læse om hans liv, virke og produktion her.

Jeg viser på siderne en del af min kravlenissesamling, som jeg har forsøgt at ordne arkvis pr. tegner, når det er muligt. Udover kravlenisserne viser jeg mængder af andre produkter som de forskellige tegnere har begået. Det spænder fra postkort og platter over alskens andre juleprodukter til malerier og fotografier med mere.

Jeg er meget interesseret i at få dateret kravlenisserne. Så - hvis du kan huske bestemte nisser fra din mormors køkken, da du var barn, eller måske har et foto fra juleaften 1959, hvor genkendelige kravlenisser sidder til skue på familieportrætterne i "den pæne stue", hører jeg gerne fra dig. Netop de oplysninger er værdifulde i forbindelse med tidsfæstningen.

Send mig gerne en mail med informationer, konstruktive kommentarer, rettelser og/eller spørgsmål. Klik her.

Du er selvfølgelig velkommen til blot at bladre siderne igennem. Forhåbentlig vil du få en del "flash-backs", når du støder på kravlenisser, som du troede, du havde glemt....!

God fornøjelse & med venlig hilsen
Finn Dalsgaard Nielsen