Marie Thykier (1905 - 1969)

Tegneren Marie Thykier blev født i Grenå fredag den 19. maj 1905.

Vi ved ikke meget om hendes opvækst eller liv og levned i det hele taget. Denne artikel er stykket sammen på baggrund af vores egen research i folketællinger, kirkebøger og på internettet sammenholdt med brudstykker fra andres slægtsforskning og venlige udlån af materiale. 

Men man kan vist roligt sige, at Marie blev født ind i Grenås bedre borgerskab.

Hendes 23-årige mor, Anne Bolette Stoffregen, er datter af blikkenslager Niels Peter Stoffregen og fru Mette Marie (født Thygesen). Hendes 28-årige far, Axel Thykier, er søn af købmand Frederik Andreas Thykier.

Maries farfar er én af byens matadorer og på det tidspunkt kun 66 år. Han har imidlertid allerede overlevet to hustruer. Hendes farmor Marie Vilhelmine Holst (1853-1877) og Olga Terndrup (1855-1889). Læs mere om Frederik Thykier i spalten nedenfor til højre. 

Den lille familie - som også tæller storebroderen Frederik Emil (født 4. april 1903) - bor i forhuset på Østergade 382. Axel er prokurist i faderens trælasthandel, og der er råd og plads til ikke mindre end to 'tjenestetyende'. Petra Margrethe Andersen og Dagmar Thyra Sørensen.

I 1908 får Marie en lillebror, Niels Mogens, og i 1920 kommer efternøleren Ib til. Det er samme år, som Marie bliver konfirmeret.

Familien er efter farfaderen død i 1911 flyttet til Torvet. Axel har arvet både ejendom og trælasthandel og nyder nu også titlen som (svensk?) vice-konsul. Virksomheden omdannes til et aktieselskab og videreføres under navnet 'Fr. Thykiers Trælasthandel A/S' med en udefra kommende direktør. Forretningen eksisterer stadig, i dag som 'STARK, Frederik Thykier Træ-lasthandel'.

I 1928 forlader Axel og hustruen Grenå sammen med den ældste og den yngste af sønnerne og flytter til København.

Her har Marie allerede boet i nogle år. Blandt andet på Malmøgade 7. I efteråret 1925 finder vi hende som logerende hos fru Magda Kristine Haastrup på Rosavej nr. 3 i Gntofte. (Se nutidigt foto af villaen i spalten til venstre). Hjemmeboende er den jævnaldrende Bertha Vilhelmine, der går på seminariet.

Marie står anført som tegneelev. Måske frekventerer hun på det tidspunkt Folmer Bonnéns Tegne- og Maleskole, som han stiftede i 1918, og hvor bl.a. Frederik Bramming og Maggi Baaring har fået deres grundlæggende uddannelse.

Familien slår sig ned i en lejlighed på Jacob Erlandsens Gade 7, 2. sal. (Se nutidigt foto af ejendommen i spalten til venstre).

I 1930 errnærer Axel sig som repræsentant og bærer titlen af konsul. Frederik Emil er stud.mag. og Marie er fortsat tegneskoleelev. Man kan faktisk ringe til familien ved at bede centralen om Øbro 357.

i 1940 er Frederik Emil flyttet hjemmefra. Den 35-årige Marie er blevet udlært som tegner, men bor stadig hjemme. Det samme gør stud.polyt.'en Ib på 20 år. Og det bliver han faktisk ved med frem til i al fald 1950, hvor han er uddannet civilingeniør.

I 1957 dør Axel og konsulinden følger efter i 1961. Det er lidt trist at kigge i Kraks Vejviser anno 1965 og erfare, at Frk. Marie Thykier nu er den eneste tilbage i lejligheden på Jacob Erlandsens Gade. Hun er fyldt 60, stadig ugift, og har ikke flyttet sig meget geografisk i de forgangne godt 35 år.

Marie dør 3. juli i 1969.

Som nævnt ved vi ikke meget om Marie Thykiers liv og levned. Heller ikke karrieremæssigt. Hun tegnede postkort, påklædningsdukker, kravlenisser og diverse illustrationer. Klik på fanebladene for et kig i vores besked-ne samling.

Frederik Thykier

Maries farfar var søn af snedker-mester Anton Ferdinand Thykier og Dorthe Kirstine Hansdatter fra Ebeltoft. Frederik havde 'lært handlen' i Fredericia og for en tid været kommis i Kiel. Han kom til Grenå for at indgå som kompagnon i broderen Ottos forretning. Den overtog han senere sammen med Møllers købmandsgård og tømmerhandel.

Fredrik Thykier var i en lang årrække medlem af havneudvalget, kommunal revisor og medlem af Sparekassens bestyrelse. På hans 70 års fødselsdag blev han udnævnt til æresmedlem af handelstandsforeningen.

Hans første hustru, Maries farmor, døde af barselsfeber kun 24 år gammel. Sønnen Axel var på det tidspunkt godt 1 måned gammel. Hans anden hustru, Olga, døde som 34-årig af kræft, og efterlod sønnerne Olaf (født i 1886) og Svend Aage (født i 1887).  

Marie Thykier blev begravet på Garnisons Kirkegård den 10. juli 1969. Hendes gravsten findes ikke længere.

Fotografiet af Marie Thykier 
(og en niece) er fra cirka 1943.
Det tilhører familien
og er venligt lånt videre til os
af Per Sørensen, som har fået lov at bruge det på sin side om 
danske postkortkunstnere, herunder Marie Thykier.