Året der gik

Med en lille håndfuld af Eilif Frederiksens muntre lejlighedskort vil Kravlenissernes Side gerne ønske alle læsere et godt nytår.

Det gælder jer, som kommer her jævnligt - og det gælder jer, som blot passerer forbi i ny og næ. I spiller allesammen en vigtig rolle i dette kravlenisseunivers og er på hver jeres måde medvirkende til at holde det levende. Tak for det.

Der var en række mærkedage, som vi i løbet af 2015 ikke lige fik markeret. Det gør vi så nu. På årets sidste dag. Ikke nævnt, ikke glemt.

I 2015 var det 15 år siden, at Axe og Lars Carlson døde. Og 30 år siden Iben Clante i en alder af 74 år lagde pen og pensel fra sig. Julius fyldte 65 år. Anita Tiderman, Lene Bourgeat og Peder Bundgård rundede de 70.

Ovennævnte Eilif Frederiksen kunne sammen med Jørgen Ploufmann have fejret deres 90 års fødselsdage. Jørgen Clevin ville have være blevet 95 den 24. april. 

Ingeborg Strange og Rich M. kunne have rundet de magiske 100 år. Marie Thykier de 110 og Vilhelm Hansen de 115.