Erik Poul Werner Pålsson (1918 - 1994)

Det var en henvendelse fra arkitekt Karsten Pålsson, der gjorde det muligt at sætte ansigt på manden bag signaturen Påls. Han var faldet over omtalen af sin far på Kravlenissernes Side og har venligt forsynet os med fotos, materiale og erindringer. Tak for det! 

Ikke mindst artiklen fra Vesterbro Bladet anno 1966 har været til nytte. Dét år kunne Påls fejre sit 25 års jubilæum som selvstændig tegner og vesterbroer. I den anledning er journalist Henry Dahl lukket ind i privaten på Reventlowsgade 22 for at interviewe jubilaren. Ned-enstående bygger på uddrag fra artiklen, informationer fra Karsten Pålsson  samt vor egen research i kirkebøger og folketællinger.


Ophav og opvækst
Faderen var en svensk snedker (født 19. juni 1892 i Hinneryd, Krono-bergs Län i Sverige), som kom til København under 1. verdenskrig, nærmere bestemt i 1916. Moderen var datter af en københavnsk fis-kehandler.

Hjalmar og Sigrid (født 30. november 1899 i København) blev gift i Vor Frelser Sogn, Sokkelund Herred i København, den 11. maj 1919. Erik var godt 9 måneder gammel, da han blev døbt den 22. juni samme år. Det ser ud til, at forældrene lige ville nå at få de ægte-skabelige formalia bragt i orden, inden sønnen skulle bæres frem.

Fra 1918 og i al fald til 1930 bor de i Wildersgade på Christianshavn. I nr. 37 på 2. sal i baghuset kommer Erik Poul Werner til verden den 17. september 1918. Den 1. juni 1920 bliver familien forøget med Ellinor.

Faderen var en overgang ansat som svend hos snedkermester Olsen i Overgade Oven Vandet 10, men ernærer sig også siden som mø-belhandler. 

De første talentfulde streger
Påls opdagede allerede i sin skoletid så småt sit tegnetalent.

- Mine første præmier vandt jeg ved at tegne plakater til den årlige skolekomedie i Borgernes Hus, fortæller han. Senere købte Thomas P. Hejle fra Dansk Skolescene én af mine tegninger og det opmuntrede mig naturligvis vældigt til at fortsætte. Det var i forbindelse med en konkurrence blandt alle medlemmer af Skolescenen, der gik ud på, hvem der kunne tegne den bedste tegning fra en af forestillingerne. Der var rundt regnet 500 deltagere i konkurrencen. Og jeg erhvervede altså førstepræmien på 25 kr. for en tegning fra "Svend Dyhrings hus". På det tidspunkt var jeg 14 år.

Barske odds
Der bliver imidlertid ikke tid til eller mulighed for at pleje og udvikle de kreative evner. Hjalmar Pålsson dør i begyndelsen af 1930'erne og det får naturligvis store konsekvenser for familien. Også økonomisk. Påls må opgive sin skolegang på Christianshavns Gymnasium og i stedet tage et arbejde.

- Jeg måtte tage et praktisk job og prøve at hjælpe mor lidt med at klare de daglige udgifter, hvad jeg selvfølgelig fandt helt i sin orden. Første var jeg stik-i-rend-dreng for et par forretninger og siden kørte jeg som buskonduktør for Amagerbanens rutebiler.

Påls fik imidlertid efterhånden realiseret sine drømme, som handlede om at blive reklametegner. Han blev ansat i reklameafdelingen i et stort firma og gik samtidig på tegneskole om aftenen. Ifølge sønnen Karsten Pålsson har Påls ikke fulgt ret mange tegnekurser - han var nærmest selvlært - men han uddannede sig åbenbart i alt det, som han ikke umiddelbart kunne.

- Der var næsten ingen fritid til mig i de år, for jeg lod mig uddanne i så at sige alt indenfor reklamer: brochurer, vinduesudstillinger, dekorative skilte o.sv., fortalte Påls til Vesterbro Bladet.

Kort om Dansk Skolescene

Dansk Skolescene var en københavnsk institution, der opførte klassiske stykker om eftermiddagen for skolebørn som supplement til danskunder-visningen. Skolescenen blev oprettet i 1924 af læreren Thomas P. Hejle med instruktøren Svend Methling som kunstnerisk ankermand.
Deres udgangspunkt var en progressiv oplevelsespædagogik. Forestilling-erne blev ofte taget fra de traditionelle teatres repertoire og havde høj kunstnerisk kvalitet. I 1933 blev Dansk Skolescene udbygget med den turnerende Landsskolescene og i 1937 med Skolebio, der opfyldte samme formål på filmens område. Dansk Skolescene kom i 1960'erne i modsætning til udviklinger i teatret og pædagogikken; kvalitetsniveauet på forestillingerne sank. Institutionen lukkede i 1968.


Den Store Danske (Gyldendals åbne encyklopædi)

Påls i 1950´erne

Kort til eksport
Påls kreerede andet end julekalendere og kravlenisser. Han var en flittig tegner af højtidskort og havde succes indenfor en helt speciel niche hos den faste forretningsforbindelse J. Chr. Olsens Kunstforlag.

- Til dette kunstforlag tegner jeg til stadighed de såkaldte ”duftende kort”, beregnet til de muhamedanske lande. Det er meget farverige kort med en krydret duft af røgelse og myrra, der bliver eksporteret herhjemmefra i milliontal til de arabiske lande, hvor de sælges under den årlige religiøse højtid Ramadan.

De duftende kort med motiver fra hellige steder blev købt af pilgrimme i Mekka og Medina som et rejseminde eller sendt hjem som en hilsen til venner og familie.

Inden Påls gik i gang med denne postkortserie, måtte han gøre grun-dige studier af Østens mennesketyper, klædedragter og religiøse skikke.

Karsten Pålsson (foto t.v.) fortæller, at hans far tegnede og konstruerede en lang række samlebare julekalendere, bl.a en postkasse, en racerbane, et bjælkehus og et lokomotiv.

I første omgang måtte han beklage, at desværre var ingen af dem længere i familiens eje.
Inspireret af omtalen gik husets frue imidlertid på loftet og fandt et sådant vidunder!

Se huset under fanen Julekalendere.

Ung og initiativrig
Krigen betød, at de fleste virksomheder skar ned på reklamebudget-terne og det betød færre opgaver til reklametegnere som Påls. Blade, som tidligere havde bragt annoncer på 20 sider, nøjedes nu med 5 og det fik konsekvenser.

I 1941 er han rykket fra Christianshavn til Vesterbro og som 23-årig tager han selv affære og slår sig på kunstforlagene.

- Der skete nemlig det, at der blev lukket for importen fra de fleste u-denlandske leverandører, og efterhånden oparbejdede man derfor en pæn dansk produktion indenfor diverse kunstforlagsartikler, fortæller han til Vesterbro Bladet 25 år senere. Det lykkedes mig hurtigt at blive medarbejder ved størstedelen af kunstforlagene herhjemme, og jeg klarede mig således nogenlunde gennem de vanskelige år.

Han prøvede efter eget udsagn lidt af hvert i de år og slap som regel heldigt fra sine forskellige "eksperimenter".

- Jeg husker, at jeg som ganske ung freelance-tegner havde fornøjel-sen af at optræde som hurtigtegner ved Clausen Kaas´ folkelige un-derholdninger i Forum, hvor publikum altid var oplagt til en god spøg. Men jeg forsøgte mig nu aldrig som faldskærmsudspringer fra hans flyvemaskine – der satte jeg grænsen for vort samarbejde.

Omtalte Clausen Kaas og en vis Toernblad - sandsynligvis i 1940'erne

Jul i juli
Påls ville helst være fri og uafhængig, så han kun behøvede at påtage sig arbejde, som han virkelig kunne hygge sig med!

- I årenes løb har jeg bl.a. tegnet et lille hundrede af vore julekalende-re herhjemme. Dette arbejde foregår gerne midt om sommeren, og det kan unægtelig knibe en smule at komme i den rette julestemning i juni og juli, erindrer han i interviewet. Da jeg sidste gang arbejdede med en julekalender, overraskede min kone mig ved at servere risen-grød og andesteg, og denne vidunderlige "julemenu" hjalp naturligvis svært på inspirationen.

Man siger, at man ikke skal give hvedebrød til bagerbørn og det mundheld kan vist godt overføres til Påls´ sønner.

- For nogle år siden kom mine sønner, Karsten og Jesper, en dag i december hjem fra deres skole, Sct. Knuds Skolen i Stenosgade, med en af mine julekalendere, der var blevet overrakt dem for deres kvikke svar i en gættekonkurrence. De var begge yderst misfornøjede med denne præmie og sagde uden at tage det mindste hensyn til mine følelser: "Og det kalder de en præmie henne på skolen! Man skulle ellers mene, at vi havde mere end tilstrækkeligt af den slags her i huset!"

Vesterbros ansigt
Artiklen, som vi har fået lov at gøre brug af, skyldes som nævnt Påls´ 25 års jubilæum som vesterbroer. Han giver i interviewet udtryk for, at han godt kunne tænke sig at skildre Vesterbro i tegninger.

- Ingen kender vel dette kvarter bedre end jeg. Vesterbro har sit eget ”ansigt”. Det hænder en gang imellem, at dette ”ansigt” skærer nogle fæle grimasser – men for det meste smiler det venligt og imødekom-mende.

Ifølge Karsten Pålsson fik Påls desværre ikke tegnet sit Vesterbro, men hans kærlige beskrivelse af brokvarteret holder vist stadig stik. Karsten fortæller, at Påls bl.a. illustrerede en jubilæumsbog for Max Levig & Co.'s eftf. A/S med nogle flotte byprospekter med stemningen inden for Københavns volde i 1990'erne.