Prinsesse Razibor

Prinsesse Razibor har tegnet adskillige ark med kravlenisser. De er alle tegnet som ”autentiske” nisser, det vil sige ofte som gamle mænd omgivet af grise, gæs og hvad der ellers var at finde på gårdene på ”nissernes tid" og de går ikke af vejen for hverken øl, spiritus eller en stor cigar!

Der figurerer også børn sammen med nogle af de ældre nisser, men heller ikke dem er der noget pyssenysset over, hvilket ellers kendetegner mange af de tidlige tegneres produkter. Hos Razibor ses de oftest med et foruroligende glimt i øjet og i gang med alvorlige narrestreger. Se et par eksempler i striben nedenfor.

Prinsesse Razibor tegnede også påklædningsdukker og her er tegnestilen en ganske anden. Det grove udtryk er erstattet af det sarte og fine. Blandt andet tegnede hun flere påklædningsdukkeark med skue-spillerinder som motiv. For eksempel Brigitte Bardot. Desuden har hun tegnet postkort, konfirmations-telegrammer og småbilleder til at pynte på pigeværelset sidst i 50'erne!

Om der findes glansbilledeark, som er signeret ”Prinsesse Razibor”, er vi ikke ganske sikre på, men der findes ark, der er  tilskrevet en ”Ingrid Razibor”, udgivet af Williams Forlag i Sverige. Der findes også ”tomterader” (nisseremser) m.m., som kan tilskrives denne ”Ingrid Razibor”. Er der tale om den samme tegner? Har hun brugt et pseudonym i Sverige?  Eller har vi at gøre med en helt anden tegner? Alle informationer og hints om Prinsesse Razibor efterlader flere spørgsmål end svar.

Fotografiet t.v. stammer fra den spanske avis Blanco y Negro af 17. februar 1962. Billedteksten lader os vide, at dette er: Mrs. Louisse Nellie Edith, den formodede Prinsesse Razibor.

For godt til at være sandt?
"En i Danmark bosat skotsk prinsesse, Her Serene Highness Louise the Princess Razibor, gift med en russisk flygtning, Konstantine Kaledin, som var søn af en berømt kosakgeneral”.

Sådan præsenteres tegneren Prinsesse Razibor i ”Pigedrømme – om danske påklædningsdukkers histo-rie” af Birgitte Glob og Mette Winge. Oplysningerne stammer åbenbart udelukkende fra en Hvor de har oplysningerne fra er lidt uklart, muligvis fra en ugebladsartikel, udgivet sidst i 50´erne.

Vi har altid ment, at de enkelte elementer i sig selv næsten var for eventyrlige til at kunne være sande. En prinsesse. Af skotsk herkomst. Bosiddende i Danmark. Gift med en russisk flygtning. Som tilmed skulle være søn af en berømt kosakgeneral.

Gennem længere tid forsøgte vi via nettet at finde flere oplysninger om denne tegner for at få historien verificeret. Og det undrede os, at der intet var at gribe fat i. Man skulle tro, at der ville være et hint eller to om en person af så ædel byrd. Om navnet og slægten Razibor i det hele taget. Henvisninger til Skotland eller informationer derfra. Men nej!

På et tidspunkt stak en hjælpsom sjæl via en efterlysning på DIS/Forum (Slægt & Data) os et par ledetråde i hånden. De førte os tilbage til 1962 og til Palma de Mallorca.

En askepot-historie
Allerede den 25. januar 1962 kan man i den spanske avis A.B.C. læse en kort notis om en mallorcinsk pige, der skal arve prinsesse Razi-bor. 

Den 3. februar kan den ligeledes spanske avis Blanco y Negro bringe en billedartikel om ”la princesa de Razibor”, som ønsker at over-drage titel såvel som formue til den 14 år gamle
Maria Cruz Pons. Journalisten Margarita B. Iglesias fører pennen.

Prinsessen har sammen med sin mand, forfatter og fhv. oberst Victor Kaledin, angiveligt boet på øen siden engang sidst i 1960. Først på hotel i området El Terreno (måske ”Villa Mora”), senere i en lejlighed på gaden Teniente Mulet.

Det omtalte hotel drives af ægteparret Fernando Pons og
Maria Uridelarrea, som indleder et nærmere bekendtskab med prinsessen og dennes mand. Det fortælles, at det barnløse par fatter interesse og stor hengivenhed for det ene af hotelejerens fem børn, datteren Maria Cruz Pons. Hun ses på avisfotoet t.v. mellem ægteparret Kaledin.

I begyndelsen af 1962 erklærer de overfor familien Pons-Uridelarrea, at hun skal arve ikke blot prinsesse-titlen, men også formuen som anslås at beløbe sig til 15 millioner pesetas. Samt et slot i Skotland med et jordtilliggende på mere end to tusinde hektar.

Nyheden spreder sig med lynets hast ikke blot i Palma og det ganske Mallorca. Den når også Madrid, Rom, Paris og London. Den lille
Maria Cruz bliver pludselig midtpunktet for en vældig interesse og hendes forholdsvis korte biografi åbenbares for offentligheden.

Selvom hendes fremtid pludselig tegner eventyrlig, agter hun nu at fortsætte sin skolegang i den lokale klosterskole for senere at studere. Hun vil gerne en tur til England og også gerne se slottet i Skotland, men hun ønsker dog at blive boende på Mallorca.

Prinsesse Razibor med sin protegé og arving Maria Cruz Pons
(Kilde: Blanco y Negro, Madrid, 03/02/1962)

Ifølge en italiensk avisartikel fra november 1963 (unavngivet og erhvervet på netauktion) skulle den unge mallorcinske pige have udtalt: "Du er den gode fe, der gjorde en fattig pige til en rig prinsesse".

Ifølge artiklen er prinsesse Razi-bor ledsaget af sin mand, den berømte engelske forfatter Victor Kaledin. Hendes hobby er at male og hun fortæller, at "De Baleariske Øer har en særlig tiltrækning på nordiske malere, som drager til Middelhavet på jagt efter lyset og farverne, som Spanien er så rig på".

Mens hun maler landskaber med hav, både og lokale fiskere, er han angiveligt ved at afslutte en ny roman. Den bog har vi ikke kunnet finde informationer  om.

Maria Cruz Pons (i hvid kjole) med noget af sin familie.
Det er faderen, Fernando Pons, som hun står arm i arm med.
(Kilde: Blanco y Negro, Madrid, 03/02/1962)

Brevet til Maria Cruz Pons´ forældre

Med den magt, som er blevet mig overdraget af the Rouge Dragon Poursuivant Chief Herald of Scotland, ønsker jeg – Louisse, den ophøjede kongelige prinsesse af Razibor, i Guds nåde og af Jaime den III af Scotland – at overdrage den værdsatte titel til Deres datter, Maria Cruz Pons. Denne overdragelse skal legaliseres ved en spansk notar og omkostningerne betales af forældrene. Dette er en lille detalje og kræver kun en simpel accept. Det er underforstået, at overdragelsen vil træde i kraft en måned efter min død.

Underskrevet i Guds åsyn den 4. januar 1962
Louisse Razibor – Victor Kaledin

I 1923 rejser ægteparret som nævnt til USA.

Ved indrejsen opgiver
Maria sin herkomst som polsk. Senere optegnelser tyder på, at hun kommer fra Narsovia (sikkert War-shawa). Victor oplyser, at han er født i Postow-on-Don, Rusland. Der må være sket en forståelses- eller skrivefejl, for det stednavn findes ikke. Det russiske Ростов-на-Дону svarer imidlertid til Rostov-on-Don. 

Victor Kaledins udgivelser

1931
F-L-A-S-H D.13 (Cassell)
1934
K.14. – O.M.66: Adventures of a Double Spy (Hurst & Blacket)
1936
High Treason: Four Major Cases of the St. Petersburg Personal Court Branch  (Hurst & Blacket)
1938
Underground Diplomacy: Adventures of a Private Spy (Hurst & Blacket)
1940
The Moscow-Berlin Secret Files (Hurst & Blacket)

Desuden får han i 1949 og 1952 trykt henholdsvis en artikel og en short-story i publikationen COURIER (Fact*Fiction*Art*Satire).

Og kosakgeneralen?

Han er skam ægte nok. Hans historie skal her ridses op i korte træk. Der er stof at hen-te på nettet for særligt inter-esserede.

Alexei Maximovich Kaledin, født 24/10 1861 og død 11/2 1918. Han gik ind i hæren i 1882 og fik rang af general i 1907. Da første verdenskrig brød ud i 1914 stod han i spidsen for 12. Kavaleri-division og fik i løbet af de følgende år kom-mandoen over adskillige hærenheder. Han er modstander af Februar-revolutionen 1917, i løbet af foråret erklærer han sig uenig i den pro-visoriske regerings politik og fratræder sin post. Samme sommer ud-nævnes han til Ataman af Don, politisk og militær øverstbefalende for kosakkerne. Han nyder i begyndelsen stor respekt og anerkendelse og udgør et bolværk mod bolsjevikkerne. Men det ulmer indenfor ko-sakkernes egne rækker og Alexei Kaledin formår ikke at holde sammen på dem.


Med tabet af Rostov-on-Don og den efterfølgende Ice-March ser han angiveligt ikke noget håb forude. Den 29. januar 1918 fratræder han sin post. Den 11. februar 1918 skyder han sig selv.

I et brev til Times i 1936, erklærer Victor Kaledin, at han er nevø af ko-sakgeneralen Alexei Maximovich Kaledin. Andetsteds har vi erfaret, at han skulle være søn.

Vi kan hverken på- eller afvise den ene eller den anden relation. Geografien (Rostov-on-Don), familienavnet (Kaledin), modstanden mod revolutionen og en vis troskab mod Zaren samt kronologien omkring 1. verdenskrig er sammenfald, som vi ikke bare kan feje af bordet.

Vores research er ikke skrinlagt, skriver vi i januar 2013.

Blåt blod i årerne
Prinsesse Razibor (også omtalt som fru Louisse Nellie Edith) til-trækker sig selvklart sin del af spotlightet. Det fortælles, at hun holder meget af kunst og selv maler, åbenbart især landskabsmalerier. De sælges ifølge avisen Blanco y Negro til høje priser, og pengene går angiveligt til velgørenhed i Palma.

Om sin titel fortæller hun og ægtefællen, at den er nedarvet og har rødder tilbage til Jaime Estuardo III af Skotland (1656). Våbenskjoldet skulle være fra Danmark og overdraget til en forfader af William III af Skotland.

Ifølge avisnotitsen i A.B.C. er en lokal notar sat i gang med at få for-maliteterne i orden, så overdragelsen af titel og formue i forhold til den lille Maria Cruz Pons kan legaliseres.


Hendes forældre er naturligvis overraskede over den uventede ca-deaux fra deres tidligere logerendes side. Ifølge den italienske avis-artikel om sagen er Fernando Pons blevet spurgt, om prinsessen har sat betingelser for overdragelse af titel og ejendom til datteren og har svaret: Nej, nej! Hun er en meget fin dame. Hun har bare sagt, at hun var glad for i Palma de Mallorca at have fundet den person, hun var på udkig efter - en spansk katolsk pige, som var værdig til at bære titlen Prinsesse af Razibor.

- eller er det bare blår i øjnene?
Ikke alle køber historien ufordøjet. Den 10. februar 1962 følger Blanco y Negro op på sin egen artikel og skriver bl.a., at avisen må konstate-re, at det ikke er sandsynligt, at man kan overdrage adelige rettighe-der til en person, man ikke er blodsbeslægtet med. For en mere objektiv vurdering, skriver avisen til Robert Gayre, generalsekretær for The Royal College of Arms i Skotland og ekspert i heraldik.

Han svarer, at kompetencen til at besvare spørgsmålet rettelig ligger hos The Court of the Lord Lyon, den skotske heraldiske myndighed. Mens man venter på materiale derfra, vil han imidlertid godt give følgende svar: Jeg har aldrig hørt tale om titlen Prinsesse af Razibor i Skotland. The Court of the Lord Lyon kan givetvis svare på, om en sådan titel har været anerkendt engang.

Han tilføjer: Normalt er det ikke muligt at overdrage en skotsk adelig titel til personer, som ikke hører til familien og ikke er af adeligt blod. Med andre ord er det ikke muligt at udøve en sådan videregivelse til ikke-blodsbeslægtede.

Spørgsmålene står i kø
En uges tid senere spidser journalisten Margarita B. Iglesias blyanten og prikker for alvor huller i ”sagen om den mallorcinske arving”.

Under overskriften "Den såkaldte prinsesse af Razibor kan ikke på nuværende tidspunkt bevise sin ret til titlen", kan hun fortælle, at Fernando Cruz skal afholde udgiften for overdragelsen til datteren, hvilket beløber sig til 1.680.000 pesetas! Og så fremgår det, at ”den formodede arv på 15 millioner pesetas findes ikke!”

Uddrag fra artiklen: Fortsættelsen på den forvirrende sag om den for-modede prinsesse af Razibor – spørgsmålene kommer et efter et. Eksisterer titlen virkelig? Hvis ja, har Louisse Nelllie Edith rettigheden til at bære navnet? Er sagen i hænderne på en notar bosiddende på Mallorca? Hvad mener forældrene til
Maria Cruz Pons? Lidt efter lidt fremkommer flere ubekendte faktorer. En af dem er, at den såkaldte prinsesse Louisse af Razibor ikke besidder personlig formue. Den eksisterer ikke, altså de 15 millioner pesetas, der er blevet talt og skrevet om.

Victor Kaledin forsvarer ”for tusinde gang”, at hans hustru er prinsesse af Razibor, men at han endnu ikke kan bevise det, da ”alt er lukket” i The Royal College of Arms i Edinburgh. Han udtaler også, at titlen tilhører en gammel skotsk adelig slægt og for at legalisere overdrag-elsen til
Maria Cruz, må faderen nødvendigvis betale 1.680.000 pesetas, hvilket han er blevet gjort bekendt med i brev af 14. januar 1962 fra prinsessen af Razibor. Se gengivelsen i rubrikken t.v.

Ifølge artiklen har den britiske konsul i Palma udtrykt skepsis om sagen. Han kender intet til den omtalte titel. Efter hans mening, er det hele fri fantasi . En eventyrlig historie, som man ikke skal fæste megen lid til – sådan er eventyr jo.

Videre kan man læse, at nogle er af den opfattelse, at malerinden fru Louisse Nellie Edith har ønsket at opnå lidt gratis reklame. Andre mistænker ægteparret for at have opdigtet denne fabel for at forsøde livet for den lille
Maria Cruz Pons, som så i sidste ende har lidt skade derved. Hvad er den virkelige sandhed i hele denne sag, spørger Margarita B. Iglesias til sidst i artiklen.

Det ville vi godt nok også gerne vide! Men desværre, herefter for-svinder prinsesse Razibor og Victor Kaledin uden at efterlade sig spor, som vi har kunnet følge.


Vi researcher stadig på forløbet efter sagen på Mallorca og for den endelige identifikation af prinsesse Razibor – men har også valgt at gå tilbage i tiden.

Victor Kaledin
Vi sætter fokus på ham, fordi han er blevet et nødvendigt og u-undgåeligt omdrejningspunkt i den historie, vi kan fortælle indtil nu og gerne vil kunne færdiggøre på et tidspunkt.

En russisk flygtning? Ja, det kan ikke udelukkes, at han er flygtet fra Rusland i forbindelse med den russiske borgerkrig (1917-1922). Vi støder på ham i 1923, hvor han den 1. august ankommer til Pro-vidence, Rhode Island, USA, ombord på skibet ROMA. Han er ikke alene. Det fremgår af passagerlisten på www.ancestry.com, at hans 7-8 år yngre hustru,
Maria Emilia Kaledin (født De Mordowtzeff eller blot Mordowtzeff) er med ham.

De er stævnet ud fra Portugal (fra Horta på Fayal i ø-gruppen Azor-erne) den 24. juli en uges tid før og opgiver deres sidste opholdssted til at være Amsterdam, Holland. Hun kan tale fransk, han kan tale engelsk – og de oplyser begge, at de er kunstnere. Desuden fremgår det, at de begge har været gift før. Han som 21-årig, hun som 19-årig.

Om
Maria ved vi, at hun omtales som russisk operasangerinde i den hollandske avis Utrechtsch Niewsblad den 16. marts 1922 i forbindel-se med en ”moderne cabaret” af og med den kendte Jean Louis Pisuisse. Året efter bliver hun rosende omtalt i spanske aviser som La Veu de Catalunya og La Vanguardia i januar 1923 med referencer til anmeldelser i parisiske udgivelser som Le Journal, Le Figaro og Le Petit Parisien. Hun præsenteres i La Vanguardia som ”premiere chanteuse de l´Opera Moscou” og akkompagneres af Frederic Longas i Salas Æolian, hvor hun diverterer med ”Canqons Russes” af komponister som Stravinski, Tchatskowsky, Gounod, Rachmaninoff og Rubinstein.

Klædt i stadsen
Vi finder et bemærkelsesværdigt nedslag i 1926, hvor ægteparret omtales i avisen Blanco y Negro den 2. maj under overskriften: Et ægteskab fra velstand til fattigdom. 

Lyrisk kunstner, klædt i sit fineste tøj, i gamle dage tiljublet af publikum. Grevinde Maria de Ratibor genkalder sig sine sejre ved siden af sin mand, Viktor L. Mordow-tzeff-Kaledin, i dag en beskeden arbejder. I en anden og mere lykkelig tid, var han major i den moskovitiske hær. Han var be-troet medarbejder for Zar Nicolas II og siden krigshelt i 1. verdenskrig. Med omvæltnin-gen i det russiske imperium er der også sket ændringer i deres ægteskab. Fra tidligere velstand er de havnet i den rene fattigdom. De blev fundet i en kælder i New York. I dag tjener de ydmygt til dagen og vejen, men vil aldrig genvinde tidligere tiders velstand.

Man kan ikke være to steder på samme tid
Vi genfinder ægteparret den 11. april 1930 i en amerikansk folke-tælling, hvor de bor til leje i Goshen, en mindre by i Orange County i staten New York hos det ældre ægtepar Cecilia og Charles M. Collin på henholdsvis 70 og 83 år. Victor er ”bookwriter”, Maria har ingen beskæftigelse.

Men vi finder også Victor et helt andet sted dét år. I Hampstead, Mid-dlesex, England, hvor han i juli under navnet Victor K. C. L. de Mor-dowtzeff indgår ægteskab med Evelyn Mary Kemp. Hun er født Ferne-ley i juni 1875 og har været gift med Herbert B. Sandford Kemp.

Det er ret svært at forestille sig, at Victor i april befinder sig sammen med
Maria i USA og tre måneder senere gifter sig med Evelyn i England. Men det er de oplysninger, vi har fra www.ancestry.com.

I tilgift er det oplyst, at han gifter sig som Victor K.C.L. De Mordowtzeff ”or Eustafieff”. Angiveligt et pseudonym, som han har brugt som forfatter i USA. Og C og L er kommet til og står for Cecil og Luke.

Vi erfarer senere – fra ham selv - at han i perioden 1928-1930 får udgivet en række fiktioner og semi-fiktioner i seks amerikanske magasiner. De er skrevet under pseudonymerne Victor K. Eustafieff og Vincent K. Starr.

I den forbindelse forklarer han kort om sin baggrund: Af nationalitet er jeg kosak, tidligere ”første ophøjede page” for den afdøde russiske Zar og har tidligere studeret orientalske sprog. Jeg har rejst i mange lande og taler 15 sprog, inklusiv Manchou-Tartar”.

New wife, new life
Den 18. juli 1930 rejser Victor og Evelyn fra Southampton til Lissabon. På bryllupsrejse? De rejser på 2. klasse ombord på Arlanza og af passagerlisten fremgår, at han er forfatter og at de begge er russere. Det sidste må være en fejl.

Næsten et år senere returnerer de fra Durban, Sydafrika, med skibet Kenilworth Castle. I løbet af året har de tilbragt tid på Madeira.

I al fald er det her, de befinder sig, da Victor den 27. november 1930 skriver til R. Cunningham hos J.B. Pinker & Co. forklarer sit behov for ”en agent på det engelske novelle-marked”. Han beskriver sig selv som ”en ny forfatter med et etableret amerikansk marked og en roman, som gør mig ære. Romanen, ”Flash D13 – the Inside Story of the Tzar´s Secret Service”, blev udgivet af Messrs. Coward-McCann Ltd. of New York City sidste maj og vil blive udgivet af Messrs. Cassell Ltd. næste januar”.  

Spion eller fiktion
Kaledins karriere som spion og dobbeltspion med adgang til fortrolige dokumenter samt hele hans forfatterskab er et kapitel for sig. 

Her er det også svært at skelne mellem sandt og falsk. Og han bliver da også anklaget for fup og bedrageri, hvor han føler sig ”krænket som bare Fanden”. Faktisk indrykker han i 1934 i Times en annonce, hvor han erklærer at ville sagsøge enhver, som gentager visse ære-krænkende udtalelser om ham, for bagvaskelse.


I spalten til venstre ses hans ret gennemskuelige kode, som han af-slører den i bogen med den mundrette titel: K.14. - O.M.66: Adventu-res of a Double Spy. Vi vender tilbage med lidt flere oplysninger om denne side af Victor Kaledin. 

Victor Kaledin bliver engelsk statsborger i 1937 og mister som nævnt sin hustru i 1946. Evelyn har testamenteret sin formue på
4449 pund, 9 shilling og 11 pence til sin søn Edward Douglas Sandford Kemp og dennes hustru Mary.

Ægteparret Victor og Evelyn Kaledin bor fra 1930 og givetvis frem til hendes død i 1946 i ejendommen Rosemary Cottage, beliggende i West Down, North Devon.

Huset lejes i dag ud som feriebolig via Woolacombe Cottages

Gæt og gisninger
Vi har (som antydet) undret os over, hvordan Victor Kaledin kunne figurere på folketællingen i New York i april 1930 sammen med hustruen Maria og tre måneder senere gifte sig med Evelyn i England.

Der findes ingen informationer om en skilsmisse mellem ham og
Maria. Om hans rejse til England, som formodentlig er foregået pr. skib. Om Marias videre skæbne. Døde hun i USA eller rejste hun derfra? Om indgåelse af ægteskab med prinsesse Razibor.

  • Begik han simpelthen bigami – og med Marias velsignelse?
     
  • Eller er Maria hans søster og ikke hans hustru – som det kunne tolkes af en omtale i den hollandske avis Dordrecth Courant den 4. oktober 1922, hvor ”grevinde Maria Adelheid Mordowtzeff, søster til den russiske general Victor Kaledin” optræder på Cafe Concert Zahn?
     
  • Er Maria identisk med ”vores” prinsesse Razibor? Maria er angiveligt født i 1895 og det fremgår af de spanske artikler fra 1962, at den omtalte prinsesse på det tidspunkt er 58 år. Kunne hun ikke lige så nemt fremstå som værende 67?
     
  • Hvorfor benævnes Maria som værende grevinde de Ratibor i artiklen i Blanco y Negro fra 2. maj 1926?
     
  • Hvem er overhovedet prinsesse Razibor, hvis hun ikke er Maria Mordowtzeff?
     
  • Hvor kommer Louis(s)e Nellie Edith ind i billedet?
     
  • Hvem gemmer sig bag signaturen Ingrid Razibor?
     
  • Hvor forsvandt parret hen efter sagen Maria Cruz Pons på Mallorca?
     
  • Hvad er forbindelsen til Danmark? Prinsesse Razibor har tegnet påklædningsdukker og kravlenisser m.m. til det danske marked - men har hun boet her, som det er påstået?

Der skal nok intet mindre end en dobbeltspion til at sløre sporene så fuldendt, som det er lykkedes ægteparret Kaledin.

Vi tager tråden op
I januar 2013 satte vi et foreløbigt punktum i historien og researchen omkring prinsesse Razibor og Victor Konstantine Kaledin.

Ikke længe efter forsynede Solveig Hoberg (se artiklen om tegneren Eva-Maria) os med kopier af tre forsidetegninger fra Dansk Familie-blad, tegnet af "Princess Razibor". De stammer fra udgivelser af 2. og 16. maj samt 25. juli 1957.

Det giver os et hint om den forbindelse til Danmark, som vi har efterlyst ovenfor. Prinsesse Razibor har altså arbejdet for danske medier. Men har hun været "bosat" her, som oprindeligt påstået?

Solveig Hoberg sendte os også en vigtig artikel fra Billed Bladet nr. 24, udgivet den 12. juni 1959. Den er skrevet af Henry Voersaa, mens Willy Hansen har taget fotografierne, og artiklen er måske ophav til opfattelsen af, at prinsesse Razibor har boet i Danmark.

Under overskriften "Enkekejserindens ord" kan man læse, at Kosak-generalens søn og skotsk prinsesse søger et fristed i Gilleleje. Og bil-ledet til højre er ledsaget af teksten: "Derovre i hjørnet skal vi have en stol, og foran vinduet kan du sidde og male". I fantasien møbleres det lillebitte hus.

Det står vel til troende, at ægteparret Kaledin har tilbragt en tid på Gilleleje Strandhotel den sommer, men vi lader ovennævnte citat stå for journalistens egen regning.

Det samme gælder den passus, ifølge hvilken ægteparret nu søger et fristed: Slutfasen på en bevæget og stormfuld tilværelse hvor de hjertens gerne vil finde i et lille hus i Gilleleje.

Når vi vælger at stille os så kritiske an, skyldes det naturligvis den viden og alle de ubesvarede spørgsmål, vi allerede har omkring ægteparret. Og ikke mindst alle de nye usikkerhedsmomenter, der dukker op i denne artikel.

Lad os tage dem fra en ende af.


1) Victor K. Kaledin påstår i artiklen, at han er søn af den berømte kosakgeneral Kaledin og født i London af en mor af skotsk herkomst. Da hun dør, tager han med sin far til Ukraine, hvor han bliver opdraget som kosak og kommer til at tjene i zarens livregiment.
Vi har ingen dokumentation for, at kosakgeneralen har opholdt sig i England på noget tidspunkt, endsige været gift med en skotsk kvinde. Kosakgeneralens søn hævder i artiklen at være britisk statsborger af fødsel, men det bliver han faktisk først i 1937. I en artikel fra The Straits Times af 14. juni 1936, som netop handler om hans forestående naturalisering til britisk statsborger, fortæller Kaledin, at han er født i det sydlige Rusland som "eneste søn af den 300 år gamle familie Kaledins Don og en engelsk mor, født i Surrey. Artiklen med titlen: "Who is Colonel Kale-din" giver i det hele taget et glimrende billede af hans lemfældige omgang med sandheden til det næsten grinagtige.

2) Ifølge artiklen i Billed Bladet skulle overskriften (Enkekejserindens ord) beskrive den unge løjtnant Victor Konstantine Kaledins møde med og farvel til enkekejserinde Dagmar ombord på et russisk krigsskib, da hun forlader Rusland i 1919. En dag, når De søger fred, skal De rejse til Danmark, skulle enkekejserinden have ytret til den unge officer.
Nu er det bare sådan, at enkekejserinden forlader Jalta på Krim ombord på det britiske krigsfartøj HMS Marlborough (billede t.v.), som hendes nevø, King Georg V, har sendt afsted for at undsætte hende og en masse andre russiske flygtninge. Ifølge den kendte og tilgængelige passagerliste, har der ikke været en Victor K. Kaledin ombord på det skib, som fragtede enkekejserinden og de øvrige russiske flygtninge til England via Malta.
Desuden hævder Kaledin i den ovenfor nævnte artikel fra 1936, at han under 1. verdenskrig agerede dobbeltspion i Tyskland og netop på grund af den russiske revolution ikke havde mulighed for at vende tilbage til Rusland.

3) Artiklen rummer en noget løssluppen historie om en ekspedition, som amerikanerne angiveligt skulle have sendt V.K. Kaledin ud på i begyndelsen af 1944. Kort fortalt skulle han lede en eks-pedition til Det Ydre Mongoli for at "indfange den sjældne Kua-lu, en diminutiv hjorteart, af hvis kirtler man kan fremstille et præparat, som er virksomt mod følgerne af bombechok".
Historien lyder langt ude og vi har spurgt Naturhistorisk Museum i Aarhus om en sådan hjorteart overhovedet eksisterer. En af museets seniorforskere har svaret: Jeg kan ikke finde det navn i mine bøger, og der optræder ikke mange hjortearter i Mongoliet. Der findes mongolske gazeller – måske de har et lokalt navn? Lydligt set minder ordet mest om Kulan der er en uddød hesteart fra Mongoliet.
På den baggrund tillader vi os at tro, at den omtalte hjort er en "and".

4) Ekspeditionen til Det Ydre Mongoli bliver ikke til noget. I stedet bliver Kaledin - ifølge artiklen i Billed Bladet - arresteret, sigtet for spionage og må gennem et par år gennemgå umenneskelige lidelser i Sibirien. Pludselig bliver han sat fri mod at skrive under på, at han har haft det godt! Og med et amerikansk skib vender han tilbage til England, hvor han bliver dekoreret med Stor-britaniens næsthøjeste orden, Distinguished Service Order, DSO.
DSO´en bliver ikke givet til hvem som helst og der er ført nøje optegnelser over de personer, der gennem årene er blevet dekoreret. Tjek selv denne side. Der findes ingen Victor Konstantine Kaledin blandt dem, som efter 2. verdenskrig kom i betragtning til at hædres med denne orden.


Artikelteksten til billedet (til højre) fortæller, at den norske konge har fået et af prinsessens billeder og gennem sin sekretær har takket for det smukke billede og tanken. Vi går ud fra at brevet med segl skulle dokumentere den kongelige taknemmelighed. Det har vi ikke mulighed for at verificere.

Historien i Billed Bladet fortæller, at obersten efter de hårde år i Sibirien, knækket og på bar bund, møder sin hustru. "Men hvor fornem hendes kongelige titel end er, havde den dog ikke givet hende nogen formue". Det er værd at notere sig, når vi nu kender historien fra Mallorca, hvor fruen et par år senere erklærer, at hun ikke blot er skotsk prinsesse af blodet, men også indehaver af en formue på 15 millioner pesetas og et slot med et jordtilliggende på 2000 hektarer.

Af artiklen fremgår det, at hun for nogle år siden startede som tegner-ske i engelsk tegnefilmindustri, uddannede sig som portrætmalerinde og slog sig ned som illustrator. Hun skulle på et tidspunkt have erhvervet sig sølv-laurbærene fra The Royal Scotch Water Colour Society. Vi sætter ikke spørgsmålstegn ved hendes evner og talent, men har alligevel rettet henvendelse til The Royal Scottish Society of Painters in Watercolour for at høre, om de kender til en sådan award. Vi venter stadig på svar.

Informationerne fra 1959 har ikke gjort os klogere på tegneren Prin-sesse Razibor og slet ikke på kosakgeneralens søn. Tværtimod er der dukket et væv af endnu flere uklarheder, unøjagtigheder og decide-rede umuligheder op. 

Vi ved, at de ikke bosatte sig i det lille hus ved havnen i Gilleleje og vi ved, at Kaledin ikke fik opfyldt sit ønske om en dag at "gå rundt i et par gamle bukser og en sweater og tale med folk" og "have fred til at blive glad". Ikke i Danmark i al fald, for de må have forladt landet og sat kursen mod Spanien og Mallorca senest et år efter artiklen i Billed Bladet.

Der er sat et foreløbigt punktum for historien i marts 2014. Men researchen pågår.