Susanna Hartmann (1952)

Susanna Hartmann har været selvstændig fuldtidstegner siden 1973. Hun har en gedigen kunstnerisk uddannelse bl.a på Akademiet for Fri og Merkantil Kunst samt på reklametegnestue.

Hun har en særdeles stor og forskelligartet produktion bag sig. For blot at nævne noget, har hun illustreret omkring 250 bøger lige fra H.C Andersen og Molboerne til moderne let-læsnings-serier og Pixi-bøger. Hun har også fået tid til at skrive lidt selv samt virke som foredragsholder og indlæser af lydbøger. Desuden desiger hun masser af sæsonvarer indenfor poly, porcelæn, tekstil og papir - herunder naturligvis  kravlenisser, julekalendere, julekort o.s.v.

Hun
har tidligere arbejdet en del med grafik og tusch. I de seneste 10 år også med maleri, akvarel og pastel i mere fri kunst. Rejseoplevelser og portrætter er blandt hendes favoritmotiver og hun fortæller mig, at skitseblokken altid er med i baggagen.

Fra 1987 og frem til 2008 har hun tegnet temmelig mange kravlenisser. Jeg er glad for oplysningerne om, at der i 2012 udkommer flere af hendes nisser. Det sker på forlaget Pobra, som tidligere har udgivet over 20 ark tegnet af Susanna samt meget andet, hun har designet.

Susannas kravlenisser er ofte små søde børn, men af og til ser man både trolde, julemænd og anderledes underlige figurer. Et lille raffinement er dekorationerne på nissernes flapper samt de flotte baggrunde på arkene.

Hendes stil er varm og hyggelig og alt er veltegnet. Hun startede historisk set sent med sine bidrag til kravlenissens univers, men har på bedste måde videreført denne unikke danske kulturhistoriske tradition med sine fine streger.

Der findes flere ark end de viste, som jeg tænker at præsentere efterhånden.

En meget stor tak til Susanna Hartmann for diverse oplysninger og fotos!

Susanna Hartmanns Pobra-kravlenisseark

1987 - Hyggelige nissebørn (2 forskellige ark)
1994 - Juletrolde (2 forskellige ark)
1994 - Pobra Julemænd (2 forskellige ark)
1997 - Nissemænd (2 forskellige ark)
1998 - Klassiske Julemænd (2 ens ark)
2001 - Træskonisser (2 forskellige ark)
2002 - Almuenisser (2 forskellige ark)
2004 - Nisse Langben (2 forskellige ark)
2005 - Muntre nisser (2 forskellige ark)

2008 - Mads og Musse (2 forskellige ark)
2012 - Babynisserne (2 forskellige ark)

Læs mere på Susanna Hartmanns egen side:
http://www.susannahartmann.dk/

Susanna Hartmann har blandt andet udstillet på Tinghuset i Brædstrup, Konservesgaarden i Fåborg, Skovgaard Museet i Viborg, Svenske Villa i Gentofte, Humanitetens Hus i Malmö, Dunchers Kulturhus i Helsingborg, Bokmärkesmuseet i Gränna, Galleri Working Art i Roskilde og Det Bruunske Pakhus i Fredericia.