Svend Aage Kaslov (1921 - 1987)

Svend Aage Kaslov blev født den 10. april 1921 i Grindsted og døbt samme sted den 1. maj som Svend Aage Frandsen. Navneforandringen til Kaslov bevilges ham den 5. juli 1950 ”ved navnebevis udstedt af Københavns Amts Nordre Birks pol.mest.”

Svend Aage er søn af postbud (tidligere maler) Niels Jørgen Frandsen og hustru Ane Marie født Eskildsen. Han må vel siges at være lidt af en efternøler, da hans far og mor begge er sidst i 30´erne og allerede forældre til den nykonfirmerede Meta Marie (14), Viggo Ferdinand (11) og Anne Marie (8), da han kommer til.

Familien bor i eget hus midt i Grindsted by på den nuværende Nørre Allé. Vi kan følge dem gennem folketællingerne i 1921, 1925 og 1930. Af den sidste fremgår det, at Svend Aage er den eneste hjemmeboende, de ældre søskende er givetvis alle ude at tjene.

På et tidspunkt mellem 1930 og 1935 rykker familien til Odense, hvor faderen avancerer til overpostbud og Svend Aage færdiggør sin skolegang på Sct. Hans Skolen på Skibhusvej.

Han får aldrig en egentlig uddannelse som tegner, men ernærer sig som autodidakt gennem hele sit arbejdsliv. Det tager han for alvor fat på, da han efter befrielsen i 1945 flytter til København.

Efter et kort ægteskab, der ender med skilsmisse, møder han Gerda Kristine Poulsen, der arbejder som kontorassistent. Svend Aage er 27 og Gerda er 22, da de den 22. maj 1948 bliver de gift. Små tre måneder senere bliver de forældre til sønnen Lars og i hurtig rækkefølge følger sønnerne Niels og Søren.

Sideløbende med fastansættelser hos blandt andet Politiken og reklamebureauet Sylvester Hvid var Svend Aage Kaslov gennem næsten fire årtier også aktiv som freelancer. Det er i den sammenhæng, hans påklædningsdukker og kravlenisser bliver skabt.

Svend Aage Kaslov døde den 27. september 1987.