Vilhelm Hansen (1900 - 1992)

Vilhelm Hansen blev født den 6. maj 1900 på Amager. Hans talent åbenbarede sig hurtigt og allerede som 14-årig kom han i litograflære. Senere begyndte han at arbejde som reklametegner og som sådan begyndte han at tegne sine karakteristiske nisser i 1930´erne.


Man så hans streg i årsbladet "Jul for alle" tilbage i 40´erne samt i nogle klippe-klistre-male-hæfter fra omkring 1950 med titlen "Mal og Klip". Han tegnede alle for- og bagsider til "Børnenes eget julehæfte" fra 1943 til 1957 samt en meget stor del af indholdet, hvilket vil sige alt fra sjove nissetegninger over spil og gåder til hvad ved jeg. Desuden stod han i 50´erne og 60´erne for nogle fine forsider til "Den lille historiebog", den årligt tilbagevendende julebog for børn med yderst opbyggelige historier.

Det kan nævnes, at i årene 1958,-1960 var arbejdet med for- og bagsiden lagt i hænderne på tegneren Weischer, hvis streg ligner Vilhelm Hansens til forveksling. Fra 1961 og op til og med 1971 var det René Michaëlis, der stod for illustration af for- og bagsiderne samt størstedelen af indholdet.

Fotografiet ovenfor er fra Tivoli (sommeren 2012). Butikken med effekter fra Rasmus Klumps verden er det eneste salgssted i Danmark.

Rasmus Klump Prisen

I 1998 indstiftede Carla Hansen "Rasmus Klump Prisen" og da figuren kunne runde de 50 år i 2001, sagde hun følgende:
"Kære søn. Du har gennem alle 50 år givet både mig og din desværre nu afdøde far, Vilhelm, så mange glæder og oplevelser, at det ikke kan beskrives. Uden dig tror jeg ikke, mit liv havde været så rigt og mangfoldigt, som det trods alt har været. Tak for det, kære Klump".

Foruden eget materiale har vi anvendt kildemateriale og foto fra artikel af Ulla Iversen i Hjemmet 46/2015

Carla og Vilhelm

Carla var kun 18 år, da hun i 1924 mødte den 6 år ældre Vilhelm. Han arbejdede som rekla-metegner i Frederiksborggade i centrum af København og en dag ved fyraftenstid var hans herrecykel angiveligt blevet viklet ind i en damemodel. Den tilhørte Carla, der som modist arbejdede som hattemagerske i samme ejendom. De blev gift samme år og levede sammen til Vilhelms død i 1992.

Umiddelbart efter krigen og frem til 1952 skabte de tegneserien "Firlingerne" til Hjemmet og allerede i 1951 kom "Rasmus Klump" til. Senere illustrerede Vilhelm de årlige julehisto-rier, som Carla skrev til Hjemmet - og hvoraf flere er samlet i "Nissernes Julebog". 

I det sidste af de få interviews, som Carla gav, sagde hun: Både Vilhelm og jeg var jo lidt som de grimme ællinger. Og vi havde heller ikke den store lyst til at blive flotte svaner, så vi holdt os meget for os selv og deltog ikke i det oppustede rampelys. For os var det glæde nok, at børnene elskede det, vi lavede, og utallige er de mange glade smil og hilsner, vi har fået fra tusinder af børn fra hele verden. Det var nok for os.

Carla og Vilhelm Hansen fik ingen børn selv, men adopterede pigen Uni. Hun døde barnløs 5 år efter sin adoptivfars bortgang i 1992. Carla døde i 2001, 95 år gammel.

Rasmus Klump

Rasmus Klump blev skabt af ægteparret i 1951 som en stribe i Berlingske Tidende. Den faldt i læsernes smag og fire år senere blev den bragt i 120 aviser i 20 forskellige lande. Ægteparret overlod arbejdet med figuren til andre i 1966.

Rasmus Klump er kendt verden over, hvor der findes adskillige fanklubber. Vilhelm Hansens originaltegninger er sjældne og efterspurgte af samlere i både ind- og udland.

Selv sagde han om Rasmus Klump (der fik sit efternavn fra ægteparrets nabos hund): Han er - fuldstændig som jeg selv - først og fremmeste meget, meget naiv. Han har ikke travlt, han møder ingen særlige farer og onde dyr og mennesker - og det, kan jeg heldigvis sige, passer også på mig selv.

Hans omfattende produktion af julekort er eftertragtet af samlere. De tidligste kort, jeg har set, er fra 30´erne. På de fleste figure-rer hans karakteristiske nisser. Ofte i selskab med katten, julegrisen og/eller julegåsen, som i parantes bemærket tit går af med sejre i  konfliktsituationerne.

Vilhelm Hansen holdt meget af dyr og stu-derede dem for at kunne tegne dem.

- Dyrene har jo en slags mimik. Jeg for-stærker den bare en lille smule, så alle kan opfatte den, forklarede han.

Inspirationen til sine dyretegninger fik han i ZOO og på sine spadsereture med Carla.

- I timevis kan vi gå omkring i skovene - jeg kender nogle fantastiske steder rundt på Sjæl-land, men jeg siger ikke hvor - og så kan vi pludselig standse, når vi har fået øje på en lille mus, og vi kan blive stående i timevis og kig-ge på, hvad den bestiller.  

Han har også tegnet julekort med natura-listiske motiver, såsom råvildt i naturen og postvogne på vej med post.

Vilhelm Hansen har efter min mening tegnet nogle af de bedste kravlenisser.  Hans første to ark er klassiske og viser nisser som nisser, ikke som små drenge og piger med strikkede nissehuer. Som på julekortene er katten, grisen og gåsen ofte repræsen-teret. Jeg tror, at jeg her på siden får vist eksempler fra samtlige de ark, der findes.

En del af hans produktion omfatter meget store nisser til butiksdekoration. Man ser dem flere gange i voksen-julekalenderen "Jul i den gamle trædemølle" fra 1990. Ellers har hans nisser fundet anvendelse på mange forskellige juleting som for eksempel duge, servietter, gavepapir, nisseremser, til-og-fra-kort m.m.

Ægteparret levede i et kreativt arbejdsfælles-skab gennem 68 år. Det meste af tiden på Østerbro (Jagtvej) og helst i ubemærkethed.

Vilhelm Hansen motto var da også: Man har det bedst, når man lister langs med hus-rækkerne.